Gi meg en pekepinn

Hvordan skal jeg samarbeide der og da (best å få det ut med en gang-teorien)
Gi meg en pekepinn!!

Jeg sitter uten tavle eller iPad og peker og peker og peker. Og stemmen er borte Pga stresset rundt.

«Du får skrive det». Ja, selvfølgelig må jeg skrive det! » kom med skrivetavle» ! Tenker jeg inni meg.

Men litt bør de forstå.

Feks når jeg peker på dopapir.

Noen ganger står de med ryggen til og har ikke øye for hva jeg ønsker. Jeg har skrevet det, kjører bort, men står likevel med ryggen til.

Hvordan tror du som leser, jeg tar det? Jo, at jeg ikke er noe viktig.
Da blir jeg jo ikke glad!

Når de sier til meg at jeg har så fint tøy, gir jeg blaffen i det, det er bare utsiden. Tenk om noen kunne si: «du er så fin på innsiden». «Du kan», «du er unik» «vi lærer av deg».

Jeg har ikke sjangs i havet uten talehjelpemiddel få sagt noe der og da.

Jeg må skrive det jeg tenker, og da blir det etter hendelsen, ca 10 minutt, og de husker ikke hva det var engang. De sier bare » Åja hm jeg mente det ikke sånn.» Ikke noen form for samtale.

Det skjer hele tiden og om småting jeg før kunne kommentere med en spøk (og det gjorde jeg ofte, og med et smil på lur).

Jeg kan ikke spøke heller lenger, det blir ikke oppfattet, toneleie, trykk på ord osv. Jeg må finne meg i det. Og da blir jeg frustrert.

Det er ikke alle som har samme bagasje med seg. Noen har mye og andre har lite. Det er med å forme oss som menneske.

Når jeg da med en litt lei bagasje ikke får en måte å bli møtt på, blir det jeg som blir svarteper og den vrange. Som om jeg ikke har nok.

Det jeg tenker, er at rundt neste sving blir det glede igjen, selv om det er vondt der å da.

Av motgang blir man mulig litt sterkere for hver gang? Jeg gjør så godt jeg kan ut https://www.acheterviagrafr24.com/generic-viagra/ fra situasjonen, og det gjør sikkert alle, men det er JEG som må ha hjelp, og jeg er ikke nitti! Hohe

God søndag !

Annonser

2 Comments

  1. Kære Anne. Jeg har netop fundet din blog gennem en kollega. Og jeg vil nu læse dine indlæg, jeg er slet ikke i tvivl om at du kan lære mig meget. Jeg er sygeplejerske i Danmark på et akut apopleksiafsnit og har passet flere patienter med locked-in syndrom. Bogen og filme Dykkerklokken og Sommerfuglen lærte mig meget, og jeg er sikker på at dine ord også vil kunne hjælpe mig til at blive en bedre sygeplejerske
    Og så bliver jeg trist over at du ikke som en selvfølge får udleveret dine skriveredskaber, så du kan kommunikere her og nu.

  2. Kære Anne. Jeg bliver så vred og ked af det, når jeg læser, at du ikke får mulighed for at kommunikere med de hjælpemidler, du har brug for, og at du ignoreres, Jeg har læst dine indlæg, og det betyder så meget, at du sætter stemme på hvordan det er at være dig. Tak fordi du deler.

Legg igjen en kommentar

Your email address will not be published.

© 2017 Mitt liv med LIS

Theme by Anders NorénUp ↑

css.php
Driftes av Bloggnorge.com | Drevet av Lykke Media AS | PRO ISP - Webhotell & domene
Denne bloggen er underlagt Lov om opphavsrett til åndsverk. Det betyr at du ikke kan kopiere tekst, bilder eller annet innhold uten tillatelse fra bloggeren. Forfatter er selv ansvarlig for innhold.
Tekniske spørmål rettes til post[att]bloggnorge.[dått]com.